#Anmeldelse af “Det knuste kompas”

REKLAME: Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Det knuste kompas” // Forfatter: Kåre Donskov Nielsen// Antal sider: 361// Udgivet: 2021 // Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 3 ud af 5 stjerner

“Det knuste kompas” foregår i 1900-tallet, og er på mange måder en fortælling om magt og den grådighed, der tit følger med. Lord Parnell vil gerne vælges som den nye premiereminister – nok mest af alt fordi det medfører en solid portion magt. Der arbejdes lidt i mod hans ønske fra de andre partifæller, særligt fordi han måske ikke er helt ren i kanten. Det lykkes ham alligvel med god økonomisk støtte fra Lord Spencer, hvis motiver man til at starte med kan undre sig over. Det kommer dog senere til at vise sig, at også hans motiver har med magt at gøre. Samtidig arbejder journalisten Peter Martin på at afsløre noget snavs om premiereministeren. Mon han kan få hjælp af en lille gut, der kan kravle rundt i ventilationssystemet og en dyslektisk bogholder?

Romanen er opbygget således, at der skiftes mellem forskellige karakterers perspektiver, og som den skrider frem flettes de forskellige karakterers skæbner ind i hinanden. På den måde er læseren nødt til at holde sammen på trådene, og på samme tid er det med til at opbygge spændingen. På den ene side følger vi de magthavende, dem, der styrer showet med alle både lovlige og ulovlige midler, de kan slippe af sted med, og på den anden side følger vi dem, der lider under det og forsøger at afsløre dem. Det er et konstant spændingsfelt mellem magt, samvittighed og udnyttelse.

Karaktererne fremstår ganske tydeligt for læseren, fordi forfatteren til fulde mestrer at skabe karaktererne med finurlige og til tider særegne detaljer. Der fornemmes også en vis portion humor i fremstillingen, og for mig opstår en association til Herman Bangs skæve eksistenser. Særligt den dyslektiske bogholder, som virkelig er beskrevet godt og levende heri. Det samme med Lord Parnell, som bare vil til tops uden at skulle arbejde hårdt, fordi det er lettere at få andre til at spæde til, når kassen er tom – også selvom den, der spæder til, nok ikke gør det for sine blå øjnes skyld.

Magt, bedrag og intriger er blandt de temaer, som præger denne roman – absolut et læs værd.

Tak for oplevelsen!

#ANMELDELSE AF “DANNEBROGS FALD” (MA5)

REKLAME: Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Dannebrogs fald (MA5)” // Forfatter: Søren og Morten Ellemose// Antal sider: 527// Udgivet: 2022 // Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 5 ud af 5 stjerner

Nøj, hvor har jeg ventet i uhåndterbar spænding på den femte og afsluttende krimi i Manus Albino-serien! Og hvor er jeg bare helt igennem taknemlig for at have haft denne læseoplevelse. Er du endnu ikke kommet i gang med denne krimiserie, så kommer her den absolut varmeste anbefaling.

Journalisten Xenia Holm er bortført, og det bliver kriminalkommissær, Lorentzen og Louise, der indleder jagten på at finde hende i live. Samtidig er der stadig et efterslæb fra den tidligere krimi “Herrens Hus”, som skal adresseres, så alle involverede i sagen kan blive stillet til ansvar eller få fred i sjælen – hvad der til tider kan indeholde elementer af hævntørst. Derudover dukker nye forbrydelser op, som holdet ligeledes må tage sig af. Som altid i Manus Albino-serien er der ingen tilfældigheder, så alt hænger sammen, og der er ingen lige vej til at opklare sagerne – og heller ikke altid en helt lovlig vej. Det kræver umådeligt store ofre at opklare så indviklede sager – særligt når de spøger fra graven.

Et af temaerne i krimien er, som titlen måske indikerer, Danmark. Det er nemlig ikke alle, som er tilfredse med det fædreland, de ellers så stolt repræsenterer og forsvarer ude i verden

” Han kunne stirre i vantro undren, mens hans fædreland langsomt begik selvmord. Uro, vold, kulturens opløsning og religioners fanatisme til lyden af sammenholdets hastige flugt fra egoismens støvletrampende fremmarch. Sådan var det Danmark, han nu levede i.”

I nærmest poetisk prosa leveres en solid og hårdtslående samfundskritik, som af en eller anden grund vader direkte ind hos læseren. Jeg er sikker på, de fleste kan nikke genkendende til et Danmark, hvor sammenholdet til tider udfordres og er på grænsen til total nedsmeltning – og mon ikke det til tider skyldes egoismens fremmarch. Det er selvfølgelig bare mit helt subjektive input.

På en måde er der sket noget med alle karaktererne i serien. Det har kostet alle dyrt – nogle endda fysisk. De har set og oplevet så meget ondskab og ydermere set, hvordan det blot dukker op i nye sammenhænge, i nye personer, organisationer osv. Hvordan det som ukrudt er umuligt at få bugt med. Derfor ses det tydeligt at særligt Louise i et eller andet omfang har mistet troen på det gode samt troen på, at det arbejde, de leverer, tjener det godes formål. Det har store konsekvenser for Louises fremtid, fordi hun tvinges til at møde fjender fra fortiden, som hun må håndtere på sin egen måde for at give sjælen fred. Nedenstående citat fortæller lidt om Louises syn på tilværelsen:

“Nej, fortrydelse er det slør, man dækker sig med, når man skal bortforklare fortidens synd og samtidig bilde folk ind, at man er blevet et bedre menneske. Det er et skjold mod fortidens gerninger. Lige så nytteløs som en isterning i skærsildens flammehav.”

Jeg er vild med krimiernes kompleksitet, der stiller krav til læseren. Der er masser af perspektivskift og løse ender, der til sidst alle samles på fineste vis til stor tilfredshed for læseren. Samtidig er det en krimi, som er fyldt med både politik, etik, historie og et element af samtidsrelevans. At den ikke ender helt, som jeg måske have håbet, er det endnu en gang bare et eksempel på, at man ikke skal forsøge sig med at regne plottet ud. Og som en bemærkning dertil vil jeg sige, at det alligevel ender med at være en ubegribelig smuk slutning, som selvfølgelig skal opleves, og som derfor ikke afsløres her.

Manus Albino rundes på allerfineste vis af med tilpas kompleksitet, sproglige lækkerier og en følelse af, at ondskaben er inddæmmet – for nu.

“Ethvert samfund er sårbart for dem, som bærer viljen til at gøre ondt. Intet net et finmasket nok til at dæmme op for al ondskab”.

On that note – af hjertet tak for oplevelsen!

De allervarmeste anbefalinger herfra – gid man havde den læseoplevelse til gode!

#Anmeldelse af “Julingens jul”

REKLAME: Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Julingens jul” // Forfatter: Mikkel Gudsøe og Naja Lundgreen// Antal sider: 217// Udgivet: 2021 // Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 4 ud af 5 stjerner

Butikkerne bugner af juletræer, julekalendere, julegaveideer, kalenderlys og julesweatre – og nogle butikker har endda gjort det længe, selvom vi kom netop er bevæget os over i anden halvdel af november. Derudover dalede sneen i går så smukt over det yndige danske landskab så man må sige, at universet gør sit til, at vi kommer i julestemning og måske endda begynder de tidlige juleforberedelser. Måske tænker du: hvilke forberedelser? Jo, første skridt, særligt hvis der er småfolk i familien, er, at få fundet den helt rigtige kalenderbog, som kan læses højt i julemåneden. Det kan være svært, for der findes et hav af kalenderbøger i meget varierende kvalitet. Et dilemma jeg ofte selv står i, når jeg skal vælge en kalenderbog at læse højt for mine søde mellemtrinsbørn i skolen. Men fortvivl ej! “Julingens jul” egner sig perfekt som kalenderbog til særligt de mindste og måske endda helt op til de 10-11-årige. Og naturligvis alle andre med et varmt julehjerte.

Fortællingen handler om tvillingerne Simon og Signe, som i december måned oplever, at chokoladen fra deres julekalendere forsvinder og at Nutellaen ligeledes på mystisk vis er væk. I mange julefortællinger er det oftest nisserne, der er på spil, men dette er ikke tilfældet i denne. Her møder vi nemlig en “Juling” – mon du nogensinde har hørt om sådan en? Det har tvillingerne i historien i hvert fald ikke, og det er der faktisk en god grund til. Den må du læse dig til. Men særligt Simon forestiller sig alverdens uhyggeligt, da hans lærer, Maja, hemmelighedsfuldt fortæller ham om Julingens væsen:

“Måske var en Juling monsteragtig med grønne øjne og hugtænder? Måske kunne den spy med ild som en drage?(…) Men det kunne også være, at en Juling var lillebitte som en flue og bare var meget glad for chokolade?”

Heldigvis er bogen spækket med fabelagtige illustrationer, der hjælper vores fantasi godt på vej, og som sikkert vil få de fleste til at trække på smilebåndet undervejs. Man får eksempelvis et lille smugkig ind i Julingens hjem, som er meget imponerende. Til sidst i bogen kan man selv designe sin egen julingehule – måske med inspiration fra den, der er illustreret i bogen.

Kapitellængden er helt igennem perfekt, når man skal læse et kapitel om dagen. Der er valgt nogle gode og sjove overskrifter til kapitlerne, som man med fordel kan tale om, hvad mon indeholder, inden man læser. Karaktererne i bogen er typiske karakterer fra en moderne tid, som de fleste sikkert kan genkende; den evigt sundhedsfokuserede mor, søskende, der har et had/kærlighedsforhold, den uendeligt onde mobber fra skolen, og naturligvis julevæsenet, der i denne fortællinger minder om en blanding mellem The Grinch og almindeligt kendte nisser.

“Julingens jul” er på alle måder et godt valg som årets julekalenderbog. Den indeholder alle julens elementer, masser af eventyr, god humor og masser af action. Den kan varmt anbefales. Jeg giver bogen 4/5 stjerner.

Nå nå, tak for oplevelsen!

#Anmeldelse af Janus 2

REKLAME: Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Janus 2// Forfatter: Kristina Bøcher// Antal sider: 122// Udgivet: 2021// Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 3 ud af 5 stjerner

“Janus 2” er 2. bind i serien om om Janus og hans venner. Janus er stadig ligeså vild med fodbold, computerspil og vennerne – og selvfølgelig Sofie. De træner hårdt samtidig med, at de har det sjovt, og de gør alt, hvad de kan for at komme i god form, så de kan vinde en masse kampe. Derudover er Janus en vaskeægte teenager – med alt hvad det indebærer. Han oplever den euforiserende forelskelse, som giver en ellers ukendt form for varme i kroppen, og han oplever følelsen af at være fortabt, når kærligheden ikke kører på skinner. Derudover lærer han noget nyt om Charlotte-Sofie-Amalie, som kommer til at ændre lidt på hans syn på hende. Janus’ far overbringer ham en nyhed – ikke lige den, han havde regnet med, men trods alt en nyhed, han ender med at acceptere.

Vi hører en del om Janus’ og vennernes familier, som på alle måder afspejler samfundet. Det er ikke let at være en familie, og i dag er der efterhånden så mange familieformer- og konstellationer, at det næsten kun er til at blive forvirret over. Janus’ far har fået en ny kæreste, som Janus ikke rigtigt interesserer sig for. Det tror jeg, at enormt mange børn kan sætte sig ind i. På den måde er romanen også særdeles relevant.

Det er en rigtig fodboldbog – den oser af fodboldnørderi, holdånd, kampgejst, og sammenhold. I medgang og modgang:

“Folk havde altid spillet fodbold. Overalt i verden. Både sorte og hvide. Rige og fattige. Kloge og mindre kloge. Fodbold bandt mennesker sammen. Det var det, fodbold kunne. Fodbold var kærlighed.”

Jeg giver bogen 3 ud af 5 stjerner. Handlingen kan være en smule forudsigelig, men den passer godt til dem, der interesserer sig for fodbold.

Tak for oplevelsen!

#ANmeldelse af “herrens hus” (MA)

REKLAME: Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Herrens hus (MA4)” // Forfatter: Søren & Morten Ellemose// Antal sider: 346// Udgivet: 2020 // Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 5 ud af 5 stjerner

“Herrens hus” begynder, hvor “Havfruens død” sluttede. Det er 4. bind i Manus Albino-serien, som er skrevet af Søren og Morten Ellemose. Derfor var det også med en anelse skepsis, at jeg læste videre i Manus Albino-serien, for hvordan var det mon muligt at fortsætte fortællingen? Har du planer om at læse “Herrens hus” og sidder med den samme skepsis som mig – eller bare nogen form for skepsis – kan jeg sige dig, at det er så absolut unødvendigt. Kast alle forbehold, erfaringer og kritiske indfald så langt væk, som du overhovedet kan, og se så efter at komme i gang med at læse! Forfatterne har endnu engang skabt en nervepirrende pageturner, som er ligeså velskrevet, som den er spændende.

I “Herrens hus” fortsættes fortællingen med stort set de samme hovedpersoner; kriminalkommissæren, Henning Lorentzen, Thomas Kokdahl, Louise Jensen og Xenia Holm. De arbejder dog ikke sammen til at starte med, men snart skal det vise sig, at der endnu engang er behov for deres ekspertise og deres usædvanligt velfungerende samarbejde. En ældre advokat begår selvmord, og herefter udløses en kædereaktion af begivenheder. Journalisten Xenia Holm får næse for noget uldent hos modegiganten GreatSales, og som altid borer hun så dybt og vedholdende, at de ansvarlige får svært ved at feje hende af banen.

Sproget er, som det også er i de tidligere romaner, fængende, malerisk og uhyrligt skarpt. Særligt oplever jeg i denne roman, at kvindekaraktererne træder frem på scenen som de selvstændige og begavede kvinder, de er, og at de op til flere gange leverer skarpe verbale lussinger, der viser, at de ikke finder sig i noget. Det sker for eksempel, da Louise får besøg af en advokat fra New York på sin adresse i Brasilien. Han kommer for at overrække hende noget, som ikke just vækker glæde. Men inden de når dertil, er advokaten godt på vej til at fornærme Louise ved at kommentere på hendes udseende, som har ændret sig en hel del:

“Jeg kunne fortælle, at det er løbebåndets konge med komplet kontrol over tid, distancer og kalorieforbrænding. Og at jeg kan løbe i 60 minutter med nøjagtig samme kadence uden at overskride 80 procent af min maxpuls. Men jeg kan også nøjes med at konstatere, at det ikke vedkommer en New York-advokat, hvad jeg laver, eller hvordan jeg ser ud.”

Samtidig husker jeg tydeligt fra de tre foregående bøger, at Louise bestemt har en blødere side og en blødere hjerte for Lorentzen. Selvom der er en aldersforskel, der er til at få øje på mellem de to – og at Lorentzen jo i øvrigt stadig er gift med Karen – kan jeg næsten ikke lade være med at heppe lidt på, at Louise og Lorentzen om ikke andet så får fundet ud af, hvad de kan være for hinanden. Det er i alt fald interessant, da de mødes igen efter en længere tids adskillelse. På hvilken måde må du læse dig til.

Jeg slugte bogen på to dage, og jeg er sikker på, at det skyldes den altopslugende spænding og de mange perspektivskift, der hele tiden kræver, at man læser videre. Jeg giver “Herrens hus” 5 ud af 5 stjerner, og jeg giver mine varmeste anbefalinger til hele serien. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget til endnu en Manus Albino-krimi!

Tak for oplevelsen!

#Anmeldelse af “Ayas valg”

REKLAME: Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Ayas valg” // Forfatter: Mette Krakau Johansen// Antal sider: 323// Udgivet: 2020// Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 3 ud af 5 stjerner

Den 17-årige Aya skal starte i 10. klasse på en ny skole, og det er ikke helt uden bekymringer:

“Mens jeg pakker mine ting så lydløst som muligt, kan jeg mærke, hvordan det strammer så velkendt om håndleddene og halsen. Det er ikke så slemt endnu, men det vil helt sikkert blive værre i løbet af dagen.”

Til hverdag går Aya på listefødder derhjemme, hvor hun bor sammen med sin alkoholiske far, der oftest har et meget svingende humør, som Aya hele tiden forsøger at fornemme og rette sig efter. Forholdet mellem dem er til tider ganske anstrengt, og han er ikke sen til at sende spydige bemærkninger i hendes retning. Det er i netop sådanne situationer, at Aya kommer til at tænke på sin mor, som hun på tragisk vis har mistet. Da hendes far en dag pludselig falder om og bliver indlagt, blusser hendes angst for alvor op, og da han dør, er hun overladt til sig selv. Heldigvis får hun flere gode kammerater på den nye skole, som hjælper hende igennem krisen, selvom angsten og de destruktive tanker fylder for hende. Hun møder også nye lærere på skolen, og efter en teambuilding tur med klassen, indleder hun et forhold til den noget ældre og i øvrigt gifte lærer, Aleksander. Det bliver hurtig en kamp for Aya om at træffe de rigtige valg ud fra, hvad hun selv har brug for og lyst til. En relativt uvant situation for hende.

Aya er voldsomt præget af sin angst, og det er hård læsning at følge hendes destruktive tanker, der dukker op til overfladen i ekstreme mængder, og det er særligt beskrivelsen af reb om hals og håndled, som også er illustreret på bogens forside, der beskrives:

“Han begynder at gå rundt i klassen, og følelsen af at være bundet med reb om halsen og håndleddene bliver næsten kvælende. jeg pakker hænderne ind i ærmerne og prøver at trække vejret roligt, mens jeg krummer mig lidt sammen i stolen.”

Det er tankevækkende, at mange mennesker i dag lider af angst, og jeg tror, det er svært at sætte sig ind i og forstå til fulde, hvis man ikke selv har prøvet det. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at for Aya er det næsten hele tiden til stede, og det udløses af en uendelig række af situationer og begivenheder. Men Ayas karakter er alligevel enormt stærk, og det mest imponerende ved hende er, at hun på trods af en øredøvende, buldrende angst alligevel kaster sig ud i alverdens situationer, som hendes krop og sind stritter i mod af alle kræfter. Det gælder både kærligheden, nyt job, teambuildingtur osv.

Da hun møder Aleksander, som er hendes lærer, oplever hun en følelsesmæssig reaktion, som hun har svært ved at kontrollere – og det samme gælder i øvrigt den anden vej rundt. Usikkerhed veksles hele tiden til tryghed, som igen afføder ny usikkerhed i deres relation, og i bogen hører vi deres perspektiv skiftevis, iblandet andre personers perspektiver. De forskellige perspektivskift er med til at bære fortællingen fremad, og det virker godt. Vekslen mellem usikkerhed og tryghed er samtidig en vekslen mellem fornuft og følelser:

“Hvordan skal jeg kunne følge mit hjerte, når fornuften larmer så højt, som den gør?”

Jeg synes, det er barsk læsning, fordi man ligesom Aya oplever, at man til tider holder vejret. Hvad enten det drejer sig om forholdet Aya og faren imellem, eller det gælder forholdet til Aleksander. Alligevel er Aya en modig karakter, som trods vanskelighederne og en svær fortid går sin egne veje og tør at tage en chance, når den byder sig. Hun tør kaste sig på dybt vand, sige fra og skabe sin egen vej. Det mod kunne man ønske sig for alle.

Tak for læseoplevelsen!

#Anmeldelse af “At se det usete”

REKLAME: Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “At se det usete” // Forfatter: Christina Larsen// Antal sider: 213// Udgivet: 2019// Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 3 ud af 5 stjerner

Det allerførste, der fangede mit blik ved Christina Larsens krimi, var omslaget. Det er virkelig med til at bære krimiånden med ind i romanen. Både grenene og titlens skrifttype, men især også ravnen, som oftest er forbundet med noget skræmmende eller uforudsigeligt. For mig at se er der i hvert fald en masse symbolik i forhold til krimiens indhold.

“Den mørkegrå himmel trak sig sammen om Herrested. Ovenover svævede ravnene og holdt øje med den lille by. De ventede tålmodigt.”

I en lille østfynsk landsby forsvinder en 24-årig kvinde på en løbetur, og politiet har store udfordringer med at opklare hendes forsvinden. Derfor kontakter kriminalkommissæren den clairvoyante og i øvrigt officeruddannede, Marianne Lind, som hurtigt oplever flere “syn” i forhold til sagen, som hun har svært ved at tyde. I den proces opstår der nogle spørgsmål for Marianne, som hun til dels i samarbejde med politiet får svar på ved at opsøge landsbyens beboere. Og det er altså ikke helt ufarligt, for pludselig er der nogen, der synes, hun kommer for tæt på.

Krimien udvikler sig til at handle om flere mord, hvor forskellige personer og deres motiver vikles ind i hinanden, og på den måde er plottet et vaskeægte krimiplot, der både skaber spænding, forargelse og kuldegysninger. Det er en medrivende fortælling – både i form af korte, navngivne kapitler og plot twist. Det er ligeledes en krimi, hvor sproget er præcist og stemningsskabende, og læseren føres gennem handlingens snoede stier med lethed.

Selvom ovenstående lyder som en helt almindelig – hvis man må være så fræk at kalde litteratur for almindelig – krimi, så er det ikke helt tilfældet, fordi den indeholder et element, som ikke ofte optræder i genren; Clairvoyance. Hovedpersonen, Marianne Lind, er clairvoyant og får som sagt “syn”, der hjælper hende med sagen. Særligt denne del synes jeg er vældig godt beskrevet. Man kommer tæt på hovedpersonen, og det føles til tider som om, at man som læser kommer helt ind i hovedet på hende. Det er enormt stemningsskabende – også når det beskrives, hvordan omgivelserne er, når hun får et syn:

“Hun hørte kun stilheden, den svage vind i træerne og intet andet. Marianne bevægede sig lydløst. Længere inde i dette ukendte maleri af skovens farverige harmoni.”

Jeg synes, dette er et smukt citat, og det bliver nærmest helt filmisk. Når det er sagt, tror jeg, at man enten tror på og dermed er tilhænger af det clairvoyante, eller også er man ikke. Jeg er nok endnu ikke overbevist, selvom jeg synes, Marianne Lind er en meget spændende karakter, præcis som La Cour var det i Rejseholdet. Det har endnu ikke fanget mig helt endnu, og derfor giver jeg bogen tre ud af fem stjerner. Det er første bog i en planlagt serie, så chancen for ar vinde mig over er stadig levende.

Tak for oplevelsen!

#Anmeldelse af “Havfruens død (MA3)”

REKLAME: Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Havfruens død (MA3)” // Forfatter: Søren & Morten Ellemose// Antal sider: 545// Udgivet: 2019 (oprindeligt udgivet i 2010)// Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 5 ud af 5 stjerner

Med risiko for en lille spoil alert – selvom det på ingen måde afslører alt, – kommer her et citat, der kort ridser op, hvor galt det står til med efterforskningen af Sebastian de la Cour og hans terrororganisation, Manus Albino:

“Thomas lignede et menneske, der var ved at knække under en umenneskelig byrde. Lorentzen var alvorligt kvæstet, og Louise var forsvundet. Og nu var to agenter døde. Sebastian havde slået dem ihjel; fjernet forhindringen for at kunne tage Louise. Om det var Sebastian selv eller en håndlanger, der have trykket på aftrækkeren spillede ingen rolle. Deres blod var på Sebastians hænder.”

Vi skal ikke ret langt ind i romanen, før ovenstående er status for Thomas, som er en del – og egentlig den eneste del i funktion – af afdeling A, der hovedsageligt rummer ham selv, Lorentzen og Louise. Derudover sørger det danske samfund, fordi Hendes Majestæt Dronningen er død, og det er svært at holde sammen på nationen herefter for de politikere, der får den opgave. Naturligvis stopper vanviddet ikke her – Sebastian er stadig på fri fod, og han planlægger flere terrorangreb i den lille nation, som snart ikke ved, hvad den skal holde sig til. Det bliver derfor en kamp uden lige for efterforskningsteamet – som i første omgang lige skal samles igen – at få skovlen under den superintelligente rigmandssøn, der på alle måder formår at være et skridt foran dem hele tiden. Men der er dog håb, for Louise er nemlig også ret så intelligent, og sammen med sit team, som udvides lidt, står de sammen om kampen mod Manus Albino.

På samme måde som i de to foregående bøger bygges spændingen op med masser af perspektivskift, korte datomærkede kapitler, cliffhangers og en masse små spor, og det er op til læseren selv at følge med og samle op. De mange perspektivskift er med til at bygge spændingen op, fordi det ikke altid er lige let at opdage, hvem kapitlet handler om. Det er ikke altid, at personens navn nævnes i de første par afsnit, og så må man se efter andre ting. Det kan være lokationen, som er angivet i kapitlets titel. Det kan også være et enkelt ord, der antyder noget, eller det kan være den allersidste linje i kapitlet, der afslører det. Det er jeg vild med! Det kræver nemlig noget af mig som læser, og det synes jeg er helt på sin plads. Det betyder også, at man er nødt til at læse videre, og det ene kapitel tager det næste. Det er en henrivende læseoplevelse!

Samtidig er det en krimi, hvor der tegnes et billede af et Danmark under pres. Samlingspunkterne for danskerne udfordres eller udraderes, og nationalfølelsen lider. Hvor meget skal der til, før et land knækker? Sebastian formår at drive alt helt ud i ekstremerne, men han har pointer, som skræmmende nok virker ganske bekendte:

“Mådehold og fællesskab er blevet erstattet af frådseri og egoisme, der forherliges i medierne”

“Vi er blevet en flok selviscenesættende egoister, der tuder, hvis vi ikke får alting serveret på et sølvfad.”

Det er måske et noget pessimistisk syn på danskerne og mennesket i det hele taget, men måske der er noget om snakken. I al fald har Sebastian lagt skræmmende planer for, hvordan danskerne – og folket i det hele taget – skal mindes om, hvad der er vigtigt. Og det bliver en spil, hvor liv og død spiller hovedrollerne overfor hinanden.

Jeg giver bogen fem ud af fem stjerner. Mest af alt fordi det har været en uforglemmelig læseoplevelse. Det er en bog fyldt med action, humor og foruroligende handlinger, og den kan virkelig anbefales. Jeg glæder mig til at læse efterfølgeren!

Tak for oplevelsen!

#Anmeldelse af “Fange 21 (MA2)”

REKLAME: Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Fange 21 (MA2)” // Forfatter: Søren & Morten Ellemose// Antal sider: 433// Udgivet: 2019 (oprindeligt udgivet i 2010)// Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 5 ud af 5 stjerner

Som det også var tilfældet i den foregående krimi i serien, “Københavns Brand”, kastes vi uhæmmet ud i handlingen, og man mærker bogens intensitet og spænding fra første side. De datomærkede kapitler og de mange perspektivskift er med til at opbygge en spænding, der forudsætter, at man som læser holder tungen lige i munden. Jeg er vild med, at der på en eller anden måde stilles forventinger til mig som læser – en forventning om at kunne følge med i en evig omskiftelig handling, om at følge med i, hvem de forskellige kapitler handler om, samt at kunne holde styr på alle spor og de ekstremt mange cliffhangers gennem hele bogen. Det er ikke bare en krimi, man læser et par kapitler eller tre i – niks! Den går ikke. Simpelthen fordi det er umuligt at slippe den.

På Samsø findes en man brutalt myrdet, og omstændighederne er ret så barbariske og måske endda vulgære. Journalisten, Xenia Holm, er på sagen, og hun har i sinde at opnå sine 100 forsider. Samtidig vendes plottet, da den ellers livstidsfangede Sebastian de la Cour flygter fra fængslet. Dette sætter alverdens grumme begivenheder i gang, og det bliver svært for alle bogens personer at kapere. Lorentzen havde ellers trukket sig tilbage for at nyde livet – særlig på opfordring af Karen, som er evigt træt af politiarbejde og det faktum, at det altid stjæler hendes ægtemands tid og fokus. Eftersom Lorentzen og hans team bestående af ham selv, Thomas og Louise er dem, der har det mest indgående kendskab til Sebastian og hans terrororganisation Manus Albino, bliver de sat på sagen, som naturligvis bliver udfordrende, grænseoverskridende og helt igennem horribel. Hvad Sebastian har planlagt og udtænkt i sin fængselscelle, er der ingen, der har kunnet spå om eller begribe.

I Fange 21 kommer vi meget tættere på romanens hovedpersoner – særligt Louise viser flere sider af sig selv, og man kan ikke undgå både at føle en vis sympati for hende, men samtidig beundres man af hendes intellekt, logiske sans og hendes arbejdsmoral. Hun er langt mere end en forsagt sekretær, der har svært ved at holde fingrene fra de kager, der bliver serveret. Hun er en IT-geni, der i mange tilfælde hjælper det efterforskende team. Man kommer ligeledes ind bag ved facaden, da den igangværende sag trækker tråde til Louises fortid. En fortid hun for alt i verden har lagt bag sig, og som ingen kender til.

I romanen har en ny regering taget over, og dette er naturligvis heller ikke uden gnidninger. Politik, demokrati og danskhed kommer derfor også til at spille en rolle. Sebastian ser sig selv, som forkæmper for danskheden og fædrelandet:

Slaget er allerede tabt for vores børn, og det, der længe har været en tikkende bombe under hele den danske velfærdsmodel, vil nu detonere. Det er for sent at ændre eller reparere nødtørftigt på denne grundlæggende ubalance. Vi må rive alt ned og starte forfra for at bygge et nyt og holdbart samfund.”

Og det er så baggrunden for Sebatstians planer, og med masser af sproglige lækkerier, humor, cliffhangers og plottvists ledes vi som læsere gennem historien, som på mange måder er skræmmende, neglebidende og ikke mindst tankevækkende. Og så slutter den naturligvis med noget af en cliffhanger! Jeg giver bogen fem ud af fem stjerner. Intet mindre.

Tak for oplevelsen!