#Anmeldelse af “Vingebarn”

Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Vingebarn” // Forfatter: Line Sølvhøj Johansson // Antal sider: 252 // Udgivet: 2018 // Forlag: Forlaget Forfatterskabet.dk // Min vurdering: 5 ud af 5 stjerner

Det hører absolut til sjældenhederne, at jeg læser en bog, som jeg er nødt til at lægge fra mig af flere omgange, fordi den simpelthen er så gennemsyret af frustrationer, sorg, dilemmaer og enorme mængder undertrykt kærlighed, at det bliver umuligt for mig at kapere. Jeg har flere gange haft lyst til at råbe om kap med bogens personer, for der er så meget, de siger, uden egentlig at sige netop det, de ønsker. “Vingebarn” går lige i hjertet på mig – både hvad angår indhold og sprog, og jeg har afgjort ikke læst den for sidste gang.

Romanen er bygget op af tre fortællerspor – henholdsvis Grys, Jakobs og Lisbeths, og som det ofte er med den type roman, så drejer alle tre skæbner sig om en bestemt hændelse, som har sat deres verden i rotation – en hændelse, der koster dem en urimelig rutsjebanetur, hvor op- og nedture flyder sammen i et sammensurium af uudtalte følelser, blødende hjerter og brændende smerte. Familieliv, sammenhold, sygdom, drømme, mod og manglen på samme er alle temaer, som på fineste vis berøres i romanen. Jeg synes, det vil være en skam at afsløre for meget af romanens handling, for jeg under alle læsere at opleve den, præcis som jeg gjorde.

Line Sølvhøj Johansson formår på smukkeste vis at male billeder med sproget af følelser og tanker, vi ikke altid magter at sætte ord på, og det er tydeligt, at hun mestrer et sansepræget sprog, der graver sig insisterende ind i sjælen;

“Hans duft lå omkring mig som en beskyttende aura, og det eneste, jeg efterfølgende kunne tænke på, var mit behov for igen at forsvinde ind i hans favn – lade tiden gå i stå, mens alt andet omkring os skulle fortsætte uforandret og upåvirket. Det havde vakt en skrøbelighed i mig. Hans arme omkring mig, musklerne bag hans skjorte, som pludselig havde været så tæt på min krop, på mit bryst, på mit blottede jeg. Duften af hans rolige væsen, hans varme og intensitet – en duft, jeg ikke før havde lagt mærke til. Det var duften af ham og hans maskulinitet, der ved hans berøring havde erobret mig indefra. Eller også var det bare mig, der følte mig så ubeskrivelig alene i verden.”

Jeg bliver så draget af sproget og formuleringerne, at jeg nærmest selv forsvinder ind i “hans” favn. Det at blive “erobret indefra” er på alle måder en smuk formulering, som jeg absolut kan tilslutte mig – at kunne føle sig så tryg, hengiven og blottet og stadig have en uimodståelig trang og lyst til at kaste sig i en andens favn – helt uagtet konsekvenser – det kan dårligt beskrives bedre og mere præcist end ovenstående.

Samtidig er bogens ene hovedperson i en indre konflikt med sig selv, som ligeledes beskrives ganske præcist og rammende, og til tider giver det anledning til at vende blikket ind ad – både for hovedpersonen, men så afgjort også for mig selv. Somme tider er livet ubegribeligt uretfærdigt. Det gælder, når man mister noget, men det gælder uomtvisteligt også, når man får og skal vælge. Lykken er lunefuld, som det siges, og nogle gange føles den ganske uopnåelig;

“Hvorfor skulle det lykkelige være et overset stoppested på farten?”

Jeg giver bogen fem ud af fem stjerner, fordi jeg på alle måder blev fuldstændig betaget af sproget, men jeg oplevede også, at sproget gav mig en mavepuster og til sidst slog mig ud, så jeg var nødt til at trække stikket – flere gange endda. Det rørte mig – både personernes skæbner og deres lod i livet, men også de følelser, jeg kun alt for godt kunne nikke genkendende til. Jeg følte, at der blev talt direkte ind i min sjæl, og det er som om, “Vingebarn” har brændt sig fast. Det er på ingen måde dårligt! Jeg er taknemmelig for den læseoplevelse, og jeg håber, at mange får den.

One thought on “#Anmeldelse af “Vingebarn”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s