#Anmeldelse af “Den sidste humanist”

Romanen er venligt stillet til rådighed af Det Flydende Forlag og Lone Vitus

Bogens titel: “Den sidste humanist” // Forfatter: Lone Vitus// Antal sider: 309// Udgivet: 2020// Forlag: Det Flydende Forlag// Min vurdering: 5 ud af 5 stjerner

“Der er ikke andet for end at nyde det liv, man har. Hver dag. Svælge i naturens forunderlige detaljer, spise festmåltider, føle blæsten og lade sig varme af solen. Leve meningsfuldt, og dø når tid er.”

Ovenstående citat må være et shout-out til hele verdens befolkning – om ikke andet er det blot ét af de skarpt formulerede, nærmest forførende afsnit, som jeg på ingen måde kan eller vil ryste af mig. På en måde får afsnittet verden til at stå stille – tvinger læseren til at stoppe op og vende blikket indad. Hvis ikke det er sand skrivekunst, så ved jeg snart ikke, hvad er. “Den sidste humanist” er i alle henseender samfundskritisk og -relevant, sprogligt forførende og fængslende og samtidig spækket med budskaber og perspektiver, der trænger helt ind i sjælen – selv uden adgangsbillet.

I romanen følger vi tre personer; Irina, Ditlev og Verner. Irina og Ditlev krydser perifert hinanden på færgen mod den danske ø, hvor Irina boede som ung. Verner driver forretninger på øen og har bl.a. haft Irina ansat – også på en måde der ligger ud over en traditionel ansættelse. “Sporet”, der handler om Irina og hendes ansættelse hos Verner, starter historien ud, og er med til at binde historien – og personerne – sammen til sidst. Irina er blevet noget ældre, siden hun sidst satte sine ben på øen, men ikke desto mindre vender hun tilbage med en mission, som hun er fuldt ud opsat på at lykkes med:

“Kampgejsten var vokset omvendt proportionalt, og i den spinkle krop løb hærførerblod, som sidste aften før fjendens stilling falder.”

Verner entreprenør på øen og af høj rang – han er uomtvisteligt en forretningsmand, som forstår at sætte dagsordenen for sine medarbejdere og holde egen status i vejret. Jeg er vild med måden, hvorpå Verner fremstilles, for han er på den ene side enormt traditionel – endda på grænsen til rigid – og på den anden side ganske refleksiv og indadskuende. Hans karakter er mangesidet og præcis ligeså modsætningsfyldt som alle mennesker vel i virkeligheden er. Hans “business-facade” kan umiddelbart synes hård og kølig, men jeg tilslutter mig utvivlsomt de statements, som Verner bringer for dagen:

“Indflydelse er noget, man får med baggrund i sine evner og kvalifikationer. Magt tager man, og det er helt unødvendigt for et dannet menneske. En humanist. Og dem var der ikke mange tilbage af.”

“Perfektion, perfektion og atter perfektion, som han sagde til Mischa, det er i sjuskeriet, tabet ligger. Ting falder udenfor, bliver glemt og går tabt.”

Her rammer Lone Vitus efter min mening fuldstændig hovedet på sømmet – det taler direkte ind i nutidens diskussioner om dannelse, som efterhånden ikke efterstræbes som værdi længere. I skolerne er det viden og færdigheder, der tæller, så alt andet må vige – uanset pris. Desværre er det min påstand, at vi har alt for mange, der hverken har, får eller orker at tilegne sig de kvalifikationer og evner, som kræves, og at magt derfor netop udføres af alt andet end humanister. Derudover findes der knap nok perfektionister længere – ingen eller ganske få ulejliger sig med at yde en storslået indsats, der kræver vedholdenhed, hårdt arbejde og rygrad. Og netop af den grund, er jeg vild med Verner – gid, der var flere af ham med det syn!

Ditlev er tænkeren – den, der tænker alt ihjel, bekymrer sig ud over alle grænser, og som til tider drukner sine nærmeste i bekymringer. Samtidig er han en anelse distræt, eftertænksom og noget så tungsindig, og det kan til tider være svært at rumme:

“De faldt for hans dybsindige udtryk og den lettere undskyldende holdning. Sårbarheden og ønsket om at blive elsket vandrede fra hans forsigtige smil til den solbrune nakke. Trak ham ned. Åh, de ville gerne løfte ham. Men de tungsindige kan aldrig elskes op.”

Åh, hvilken beskrivelse og detaljegrad. Og det er præcis, hvad denne roman er fuld af. Wauw, for et sprog! Ditlev er uendeligt bekymret for verdens udvikling helt generelt – alt, hvad det indebærer, skræmmer ham. Særligt det digitale, virtuelle liv er han klar modstander af. Han diskuterer af mange omgange med sin kammerat Nigel, som til dels deler Ditlevs bekymringer, men der opstår også uenigheder, som Ditlev har en anelse svært ved at affinde sig med. Han er så filosofisk anlagt, at man må holde tungen lige i munden for at følge med i hans argumentationer, der altid har rod i, at det er altafgørende for ham at finde mening med alt – hvad der jo må siges at være en uløselig og uopnåelig opgave. Pludselig bliver han også i tvivl om, hvorvidt hans ståsted som selvudråbt humanist nu også er det rigtige – og Nigel foreslår, at Ditlev trænger til at komme lidt ud for at møde mennesker, der øjensynligt stadig gerne vil gøre det bedste for deres medmennesker. Hans egne tanker om sine bekymringer kunne lige såvel være et statement i en moderne selvhjælpsbog, selvom tanken ingenlunde er ny:

“At det er angsten, der ødelægger vores liv. Bekymringerne, uroen, utrygheden. Det er alt det, vi gør for at dæmme op for noget, som sandsynligvis aldrig sker, der begrænser os. Hæmmer os og skaber grobund for overvågning, våbensalg og sikkerhedssystemer.”

Både Ditlev og Irina bemærker tidens absolut største tidsrøver – og det er vidst langt fra kun tid, den/det røver – nemlig elektroniske devices og det uendelige internet. Det har for alvor ændret måden, hvorpå mennesker er sammen, hvordan de kommunikerer, og hvordan vi forholder os til viden. Det kan vel efterhånden ikke anfægtes, at det har skabt distance mellem mennesker, og at mennesket samtidig kan tillade sig alverdens ting – skrive ondskabsfuldt, sende billeder rundt, snyde til prøver, spille mens man taler med folk osv. Irina bemærker det eksempelvis på færgen:

“De øvrige i salonen var også optagede af egne forhold, med plastikfigurer i ørerne og ledninger forbundet til lysende plader. Det var det mest iøjnefaldende siden rejsen for år tilbage, hvor højlydt snakken, børneopdragelse og bevægelse havde præget færgens fællesrum under dæk(…) Selv skrogets bevægelser i bølgerne var afdæmpede, som tog de hensyn til den nye form for adskilt samvær. Ingen grund til at trænge sig på. Eller ind.”

Og Ditlev kommer med et statement:

“Skærmens endorfinforbindelse er folkets opium”

Det er i dén grad samfundsrelevant og på samme tid samfundskritisk – og romanen tvinger læseren til at kigge i spejlet – er det virkelig sådan, børn skal vokse op? Er det de sande værdier? Eller er det den lette løsning?

Jeg er helt og holdent betaget, fascineret og tryllebundet af Lone Vitus’ sprog – det skaber så uendeligt mange associationer og billeder i hovedet, når man læser. Sammenholdt med de eminente personbeskrivelser, er jeg total solgt. Personerne i romanen har naturligvis en stærkere sammenhæng, end jeg har fortalt om her, men jeg synes bestemt, at det er så stor en del af læseoplevelsen, at det må forblive usagt – i hvert fald fra min mund. Skulle jeg give eksempler på alt det forførende sprog, ville jeg aldrig blive færdig. Af samme årsag giver jeg “Den sidste humanist” fem ud af fem stjerner; lækkert sprog, dybe, udførlige personbeskrivelser, samfundsrelevant, refleksiv, perfekt sløjfe til sidst og selvransagende – wauw, for en oplevelse!

Af hjertet tak til Lone Vitus og Det Flydende Forlag for oplevelsen!

One thought on “#Anmeldelse af “Den sidste humanist”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s