#Anmeldelse af “Københavns Brand (MA1)”

REKLAME: Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Københavns Brand (MA1)” // Forfatter: Søren & Morten Ellemose// Antal sider: 381// Udgivet: 2019 (oprindeligt udgivet i 2010)// Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 5 ud af 5 stjerner

“Det lange knivsblad, han stod med i hånden, var alt for upraktisk til byturen og alt for uhåndterligt til en rigtig nærkamp, hvis det skulle komme dertil. Den var god til at skræmme, men det var ikke chokeffekten, han satsede på, da han med sikker hånd førte de 63 lag stål med skarpsleben æg op mod byttet, der lå ubehjælpeligt fastklemt under hans tykke næve. “Døden kommer til middag!” sagde han og pressede med øvet hånd knivspidsen ned gennem skallen og ind i hjernen.”

Sådan indledes denne krimithriller på barbarisk vis, og det signalerer action fra de allerførste sider. Det opleves som om, man kastes direkte ud i handlingen og forbrydelsen, og at det bliver en vild og skræmmende fortælling. Det bliver det også, men ikke de årsager, man forventer, for næste sætning lige efter ovenstående citat, er:

“Med en hurtig nedadgående bevægelse flækkede han hummeren på langs.”

Jeg er vild med måden, jeg som læser rigtig blev taget ved næsen på. Jeg sidder der i lænestolen, som en efterhånden ret erfaren krimilæser og tænker, at det er en krimi som alle andre, der følger de samme plots, men hvor kunne det ikke være mere forkert antaget. Jeg er stor fan af både sprog, plot og de samfundskritiske indspark, som præger indholdet. Men først til et resumé.

Det indledende citat er i virkeligheden en del af præsentationen af den aldrende kriminalkommissær, Henning Lorentzen, der kobler af fra en ret så rå og brutal hverdag over en gang gourmetmadlavning, hvor der rigtigt bliver kælet for smagsnuancerne. Det er også her, han grubler over igangværende sager, og hvor tankerne så småt samler sig. Sammen med sit team skal han opklare sagen om et lig, fundet i en rejsekuffert i en lejlighed i København. Det skræmmende og forargende er, at hovedet og kroppen ikke passer sammen, hvilket efterlader dem men to lig. Efterforskningen leder dem i mange forskellige retninger, og de får efter flere terroriserende handlinger øje på organisationen Manus Albino, som ikke skyr nogen midler for at nå deres mål. Hvordan mon det hænger sammen med mordene?

Plottet er eminent skruet sammen med masser af tvists, og det indeholder både et stort og detaljeret persongalleri, masser af samfundskritiske og -relevante emner, hæsblæsende spænding og ikke mindst et dragende, fængslende, præcist beskrivende og til tider humoristisk sprog, der vidner om stor fortællerglæde. Man må holde tungen lige i munden for både at holde styr på alle personerne og deres indbyrdes samhørighed samt spændingen, der ingen ende tager. Et eksempel på det humoristiske og læs-mellem-linjerne-sprog finder vi bl.a. der, hvor to betjente finder liget i kufferten, og den ene umiddelbart har svært ved at klare det:

“Så vendte han sig om og ødelagde med en række halvkvalte host indtrykket af et blankpoleret mahognigulv.”

De samfundsmæssigt relevante og kritiske indspark er mange, men særligt tre fangede min opmærksomhed under læsningen. Det drejer sig i første omgang om det evindelige og enerverende fokus på skønhed og det ydre. I romanen møder vi Lorentzens assistent, Louise, som er meget klog, faktisk “mensaklog”, men som udadtil ikke er nogen skønhed. Her kritiseres det overfladiske skønhedsideal og den “retoucherede perfektion”, som til stadighed praktiseres. Samtidig tilføjer denne vinkel en side af Louise, som værende én, de andre undervurderer – netop på en overfladisk baggrund – men som viser sig at være uundværlig.

Derudover tegnes et dystert billede af en Danmark, hvor demokratiet og retsstaten sættes på prøve og udfordres bl.a. af samfundets top, og sidst men ikke mindst bringes begrebet “fri vilje” op som værende en illusion, der fungerer som en tryghedskåbe for mennesket. Jeg synes, det er spot on – særligt fordi sidstnævnte ord placeres i munden på et særdeles manipulerende vidne, som man aldrig helt bliver klog på.

Jeg giver denne krimithriller fem ud af fem stjerner. Simpelthen. Jeg glæder mig til at læse efterfølgeren, for der er lagt op til endnu en omgang solidt efterforskningsarbejde samt masser af spænding.

Tak for oplevelsen!

#ANMELDELSE AF “Fremmed fjende”

Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Fremmed fjende” // Forfatter: Birgitte Abdel// Antal sider: 436// Udgivet: 2019// Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 3 ud af 5 stjerner

Endnu en gang har jeg haft fornøjelsen af Beate Sejer Larsson og Steinar Knutsson. Denne gang med fremmedhad, ghettoer, vold og kontrol som temaer. På forhånd kender jeg jo de Beate og Steinar fra Birgitte Abdels foregående krimi “Kadaveret på Klosterbakken”, og skulle du få lyst, kan du læse anmeldelsen af den her: https://camillamarie.wordpress.com/2020/04/06/anmeldelse-af-kadaveret-pa-klosterbakken/

I “Fremmed fjende” tildeles journalisten Beate Sejer Larsson en opgave, der går ud på, at hun skal dække en demonstration, som er planlagt af anonyme aktivister. Den skal foregå på tiårsdagen for udgivelsen af Muhammedtegningerne, og ingen ved helt præcist, hvad der kan ske, men alle ved derimod, at der er risiko for eskalering i uendelig skala. Sideløbende sker der det, at en 15-årig dreng findes bevidstløs efter et brutalt overfald i Sjælsparken, som er et almennyttigt boligbyggeri. Jagten kommer hurtigt til at handle om at finde dem, der har deltaget i overfaldet, og de forskellige beboere i Sjælsparken har alle forskellige perspektiver på, hvem der kan have gjort det. Den 15-årige drengs far har eksempelvis oprettet et slags vagtværn i området, hvor de på skift patruljerer for at holde vold og hærværk i bund. At det ligeledes handler om et “dem” og “os”-tema kommer vidst ikke bag på nogen. Denne sag må siges at være omdrejningspunktet i romanen, men der er mange flere sideløbende spor.

På mange måder kan det være farligt at skabe litteratur, hvor temaer som fremmedhad belyses – måske særligt i disse tider. Ikke desto mindre er der en styrke i at belyse temaet fra flere vinkler. Fra dem, der er “de fremmede”, fra dem, der er mod de fremmede, fra dem, der er hverken-eller og fra dem, der er medløbere. Derfor anser jeg det også for at være af allerhøjeste vigtighed, at man behandler emnet med respekt – forstået på den måde, at man belyser fra alle vinkler, for ellers virker det hurtigt anklagende eller stigmatiserende. Af samme årsag er følgende citat både smukt og rammende:

“Snart vil den grå facade få mørke pletter af væde. Vand vil drive ned over de anonyme vinduer, som græd den store betonklods sine modige tårer. Tårer, der blot vil blive en del af et bedrøveligt billede, tænker Steinar. Ingen ser de enkelte komponenter i det samlede billede af en ghetto.”

I anmeldelsen af “Kadaveret på Klosterbakken” skrev jeg, at jeg glædede mig til at komme tættere på Beate. Det synes jeg, Birgitte Abdel lykkes med. Det er i det små, men med adgang til Beates tanker og indsigten i hendes misbrug, bliver det tydeligt, at der gemmer sig en skrøbelig sjæl indenunder den ellers egenrådige journalist. På en måde får vi indblik i hendes sårbarhed, og det er med til at danne Beate som sin egen karakter. Selvom hun stadig leder tankerne hen på Dicte og Wagner. Hun er i denne krimi lidt ude på et skråplan, og hendes psyke er på overarbejde. Det ses bl.a. i følgende citat, som i øvrigt endnu en gang rammer klokkeklart. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men det brænder sig fast:

“Det et det, hun er – et mørkebarn. Præget af et tungsind bag det ydre, som andre ser. Skarpt lys har en tendens til at trænge igennem den papirtynde hinde, der udgør hendes forsvar.”

Birgitte Abdel kan altså noget med sproget – og det frustrerer mig, at jeg faktisk ikke helt er i stand til at forklare præcis, hvad det er. Enkelte sætninger og passager rammer bare lige ind og nagler sig fast – stadfæster alvoren, hvis man skulle have glemt den. Det kan jeg enormt godt lide. Hun lykkes også med at opretholde spændingen – særligt med de korte afsnit med konstante perspektivskift. Samtidig er det netop disse perspektivskift, der forvirrer en smule. Persongalleriet og handlingssporene er omfattende, og det betyder, at man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Lige en tand for meget til min smag. For mig opleves det lidt som om, der er alt for mange ender, der skal mødes til sidst, så det bliver svært at overskue. Derfor får krimien 3 ud af 5 stjerner.

Tak for oplevelsen!

#Anmeldelse af “Stedfortræderen – når skinnet bedrager”

Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Stedfortræderen – når skinnet bedrager” // Forfatter: Pernille Rattleff// Antal sider: 224// Udgivet: 2019// Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 3 ud af 5 stjerner

“Stedfortræderen” er først bog i Pernille Rattleffs krimiserie, der har psykiateren Julian Krause som hovedperson. Som i langt de fleste krimier kastes vi i bogens første kapitel direkte ind i et voldsomt blodbad, hvor hele tre personer er blevet direkte nedslagtet. Det drejer sig om hr. og fru Jelling samt en hjælper til parrets voksne søn, Harald. Forbrydelsen er øjensynligt begået af sidstnævnte – sådan ser det i hvert fald ud ved første øjekast. Herefter anbringes Harald på behandlingshjemmet Frydenlund, hvor han får tilnavnet “den tavse morder”, fordi han ikke siger noget.

Herefter møder vi psykiateren, Julian, som hidkaldes af tidligere bekendtskaber på Frydenlund for at forsøge at få den tavse Harald i tale, så det kan afklares, hvorvidt han har begået de tre mord eller ej. Her kommer det frem, at Julian har været på Frydenlund før, hvilket faktisk ikke uddybes synderligt meget efterfølgende. Julian er professor, og han arbejder til dagligt på Oxford University, hvor han forsker og forelæser, men han beslutter sig alligevel for at drage mod Danmark for at hjælpe til i sagen om Harald. Herefter udsættes han for en bestialsk forbrydelse i den nærmeste familie, og det tvinger ham til at blive i Danmark af hensyn til de børn, han har.

På Frydenlund er det umiddelbart ikke til at få Harald i tale, men Krause får hurtigt nok at se til, da forstanderen kaster sig ud fra et tårn, og fordi han som nævnt lige før, udsættes for en forbrydelse i nærmeste familie.

Krimien rummer et ret omfattende persongalleri, så man skal holde tungen lige i munden, når man skal holde styr på navne og relationer på kryds og tværs. Julians person er absolut den mest “dybe”¸ hvad der også giver god mening, eftersom han er hovedpersonen. Noget af det, han er specialist i er bl.a. at afkode følelser ud fra mimik og kropssprog:

“Vi tolker kropssprog og mimik, og vi gør det, uden at vi egentlig lægger mærke til det. Vi kan (som regel) afgøre, om folk taler sandt eller lyver. Vi kan afkode menneskelige følelser, også selvom dem, vi sidder overfor, prøver at skjule deres følelser. Vi matcher de ord, der bliver sagt, med tonen, de bliver sagt i. Og vi matcher det sagte med det usagte og med kropssproget. Denne tolkning går lynhurtigt og er langt hen ad vejen ubevidst”

Og på trods af ovenstående, som i øvrigt kommer fra Krause, er det alligevel umuligt for ham at afkode og aflæse Harald. Og da de andre sager vælter ind over Krause, hører vi praktisk talt ikke ret meget mere om den sag.

Jeg synes afgjort, at krimien har mange gode elementer, som også lever op til andre krimiers indhold. Der er masser af spænding – både form af at der sker utrolig mange hændelser og forbrydelser, men også fordi sproget bruges til at skabe cliffhangers, når et kapitel slutter. Samtidig anvendes det fortælletekniske kneb, at fortælleren ved mere – det vil sige, at fortælleren beretter bagud, og kan derfor advare læseren om, at det hele bliver meget værre, eller at personerne foretager forkerte analyser, som får katastrofale følger. Dette er med til at bygge spændingen op, og det er samtidig med til at holde læseren fanget. Der er så afgjort lagt op til en efterfølger, hvor det forhåbentligt er muligt at lære Krause endnu bedre at kende.

Jeg giver krimien tre ud af fem stjerner – hovedsageligt af den grund, at det første mord, som er ret bestialsk, bliver overskygget af de andre hændelser. Det betyder, at man får en fornemmelse af at være en smule uforløst, hvad der egentlig er en anelse sjældent i krimiverdenen. Derudover er persongalleriet for stort til mængden af handling – men det er klart, at dette kan udbygges i en eventuel efterfølger. Jeg er absolut fan af sproget, som tidligere nævnt er temmelig spændingsopbyggende med gode beskrivelser af personernes reaktionsmønstre og sindsstemninger – og samtidig er det min oplevelse, at sproget er let tilgængeligt. Og så er jeg vil med kapitelinddelingerne og titlerne derpå – det er ægte krimistil. De hedder bl.a. “Julian Krauses lejlighed, Oxford Universitet, en måned senere: Mandag d, 3, april, tidlig morgen” Stilistisk ser det anderledes ud i bogen end her, men det kommer nærmest til at virke helt filmisk.

Under alle omstændigheder siger jeg så hjerteligt tak for oplevelsen!

#Anmeldelse af “Den sidste humanist”

Romanen er venligt stillet til rådighed af Det Flydende Forlag og Lone Vitus

Bogens titel: “Den sidste humanist” // Forfatter: Lone Vitus// Antal sider: 309// Udgivet: 2020// Forlag: Det Flydende Forlag// Min vurdering: 5 ud af 5 stjerner

“Der er ikke andet for end at nyde det liv, man har. Hver dag. Svælge i naturens forunderlige detaljer, spise festmåltider, føle blæsten og lade sig varme af solen. Leve meningsfuldt, og dø når tid er.”

Ovenstående citat må være et shout-out til hele verdens befolkning – om ikke andet er det blot ét af de skarpt formulerede, nærmest forførende afsnit, som jeg på ingen måde kan eller vil ryste af mig. På en måde får afsnittet verden til at stå stille – tvinger læseren til at stoppe op og vende blikket indad. Hvis ikke det er sand skrivekunst, så ved jeg snart ikke, hvad er. “Den sidste humanist” er i alle henseender samfundskritisk og -relevant, sprogligt forførende og fængslende og samtidig spækket med budskaber og perspektiver, der trænger helt ind i sjælen – selv uden adgangsbillet.

I romanen følger vi tre personer; Irina, Ditlev og Verner. Irina og Ditlev krydser perifert hinanden på færgen mod den danske ø, hvor Irina boede som ung. Verner driver forretninger på øen og har bl.a. haft Irina ansat – også på en måde der ligger ud over en traditionel ansættelse. “Sporet”, der handler om Irina og hendes ansættelse hos Verner, starter historien ud, og er med til at binde historien – og personerne – sammen til sidst. Irina er blevet noget ældre, siden hun sidst satte sine ben på øen, men ikke desto mindre vender hun tilbage med en mission, som hun er fuldt ud opsat på at lykkes med:

“Kampgejsten var vokset omvendt proportionalt, og i den spinkle krop løb hærførerblod, som sidste aften før fjendens stilling falder.”

Verner entreprenør på øen og af høj rang – han er uomtvisteligt en forretningsmand, som forstår at sætte dagsordenen for sine medarbejdere og holde egen status i vejret. Jeg er vild med måden, hvorpå Verner fremstilles, for han er på den ene side enormt traditionel – endda på grænsen til rigid – og på den anden side ganske refleksiv og indadskuende. Hans karakter er mangesidet og præcis ligeså modsætningsfyldt som alle mennesker vel i virkeligheden er. Hans “business-facade” kan umiddelbart synes hård og kølig, men jeg tilslutter mig utvivlsomt de statements, som Verner bringer for dagen:

“Indflydelse er noget, man får med baggrund i sine evner og kvalifikationer. Magt tager man, og det er helt unødvendigt for et dannet menneske. En humanist. Og dem var der ikke mange tilbage af.”

“Perfektion, perfektion og atter perfektion, som han sagde til Mischa, det er i sjuskeriet, tabet ligger. Ting falder udenfor, bliver glemt og går tabt.”

Her rammer Lone Vitus efter min mening fuldstændig hovedet på sømmet – det taler direkte ind i nutidens diskussioner om dannelse, som efterhånden ikke efterstræbes som værdi længere. I skolerne er det viden og færdigheder, der tæller, så alt andet må vige – uanset pris. Desværre er det min påstand, at vi har alt for mange, der hverken har, får eller orker at tilegne sig de kvalifikationer og evner, som kræves, og at magt derfor netop udføres af alt andet end humanister. Derudover findes der knap nok perfektionister længere – ingen eller ganske få ulejliger sig med at yde en storslået indsats, der kræver vedholdenhed, hårdt arbejde og rygrad. Og netop af den grund, er jeg vild med Verner – gid, der var flere af ham med det syn!

Ditlev er tænkeren – den, der tænker alt ihjel, bekymrer sig ud over alle grænser, og som til tider drukner sine nærmeste i bekymringer. Samtidig er han en anelse distræt, eftertænksom og noget så tungsindig, og det kan til tider være svært at rumme:

“De faldt for hans dybsindige udtryk og den lettere undskyldende holdning. Sårbarheden og ønsket om at blive elsket vandrede fra hans forsigtige smil til den solbrune nakke. Trak ham ned. Åh, de ville gerne løfte ham. Men de tungsindige kan aldrig elskes op.”

Åh, hvilken beskrivelse og detaljegrad. Og det er præcis, hvad denne roman er fuld af. Wauw, for et sprog! Ditlev er uendeligt bekymret for verdens udvikling helt generelt – alt, hvad det indebærer, skræmmer ham. Særligt det digitale, virtuelle liv er han klar modstander af. Han diskuterer af mange omgange med sin kammerat Nigel, som til dels deler Ditlevs bekymringer, men der opstår også uenigheder, som Ditlev har en anelse svært ved at affinde sig med. Han er så filosofisk anlagt, at man må holde tungen lige i munden for at følge med i hans argumentationer, der altid har rod i, at det er altafgørende for ham at finde mening med alt – hvad der jo må siges at være en uløselig og uopnåelig opgave. Pludselig bliver han også i tvivl om, hvorvidt hans ståsted som selvudråbt humanist nu også er det rigtige – og Nigel foreslår, at Ditlev trænger til at komme lidt ud for at møde mennesker, der øjensynligt stadig gerne vil gøre det bedste for deres medmennesker. Hans egne tanker om sine bekymringer kunne lige såvel være et statement i en moderne selvhjælpsbog, selvom tanken ingenlunde er ny:

“At det er angsten, der ødelægger vores liv. Bekymringerne, uroen, utrygheden. Det er alt det, vi gør for at dæmme op for noget, som sandsynligvis aldrig sker, der begrænser os. Hæmmer os og skaber grobund for overvågning, våbensalg og sikkerhedssystemer.”

Både Ditlev og Irina bemærker tidens absolut største tidsrøver – og det er vidst langt fra kun tid, den/det røver – nemlig elektroniske devices og det uendelige internet. Det har for alvor ændret måden, hvorpå mennesker er sammen, hvordan de kommunikerer, og hvordan vi forholder os til viden. Det kan vel efterhånden ikke anfægtes, at det har skabt distance mellem mennesker, og at mennesket samtidig kan tillade sig alverdens ting – skrive ondskabsfuldt, sende billeder rundt, snyde til prøver, spille mens man taler med folk osv. Irina bemærker det eksempelvis på færgen:

“De øvrige i salonen var også optagede af egne forhold, med plastikfigurer i ørerne og ledninger forbundet til lysende plader. Det var det mest iøjnefaldende siden rejsen for år tilbage, hvor højlydt snakken, børneopdragelse og bevægelse havde præget færgens fællesrum under dæk(…) Selv skrogets bevægelser i bølgerne var afdæmpede, som tog de hensyn til den nye form for adskilt samvær. Ingen grund til at trænge sig på. Eller ind.”

Og Ditlev kommer med et statement:

“Skærmens endorfinforbindelse er folkets opium”

Det er i dén grad samfundsrelevant og på samme tid samfundskritisk – og romanen tvinger læseren til at kigge i spejlet – er det virkelig sådan, børn skal vokse op? Er det de sande værdier? Eller er det den lette løsning?

Jeg er helt og holdent betaget, fascineret og tryllebundet af Lone Vitus’ sprog – det skaber så uendeligt mange associationer og billeder i hovedet, når man læser. Sammenholdt med de eminente personbeskrivelser, er jeg total solgt. Personerne i romanen har naturligvis en stærkere sammenhæng, end jeg har fortalt om her, men jeg synes bestemt, at det er så stor en del af læseoplevelsen, at det må forblive usagt – i hvert fald fra min mund. Skulle jeg give eksempler på alt det forførende sprog, ville jeg aldrig blive færdig. Af samme årsag giver jeg “Den sidste humanist” fem ud af fem stjerner; lækkert sprog, dybe, udførlige personbeskrivelser, samfundsrelevant, refleksiv, perfekt sløjfe til sidst og selvransagende – wauw, for en oplevelse!

Af hjertet tak til Lone Vitus og Det Flydende Forlag for oplevelsen!

#Anmeldelse af “Tidsmaskinen – Rummets Detektiver 1

Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Tidsmaskinen – Rummets detektiver 1” // Forfatter: Søren & Morten Ellemose// Antal sider: 193// Udgivet: 2. udgave 2019// Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 3 ud af 5 stjerner

I “Tidsmaskinen” møder vi fire ret så forskellige 7. klasses elever og et tvillingepar på samme alder. Førstnævnte er fra 2015, mens sidstnævnte øjensynligt lever i 2155. Vi møder alle fra starten, hvor kapitlerne veksler mellem de to perspektiver, hvilket gør, at man som læser holdes fast i handlingen. Ofte når man har to sideløbende perspektiver – hvilket tit er hovedingrediensen i en velskrevet krimi – har læseren en forventning om, at de to spor på et tidspunkt skal mødes. Det er også tilfældet i denne science fictionroman, og derfor har det faktisk været en anelse vanskeligt at lægge bogen fra sig. Det giver et naturligt flow.

Nå, tilbage til resuméet. Vi møder altså først de fire forskellige 7. klasser, hvor hovedpersonen må siges at være Xander, som er lun på Jeanne fra parallelklassen. Derudover er der den nye dreng, Georg, og Jeannes veninde, Sigrid. På overfladen har de et ret så ordinært 7. klasses liv – småforelskelser, puberteten, der buldrer derudaf, irritation overfor skolen, venskab, frygt for facadetab osv. er hovedsageligt de temaer, der omslutter eleverne.

Tvillingeparret, Robert og Tammie, fra år 2155 lever på sin vis det samme liv – om end med et par andre fag på skoleskemaet og med andre fremtidsremedier. Robert er på mange måder lidt en rebel, som absolut ikke bryder sig om at få lagt restriktioner ned over sig, og netop i trods, beslutter han sig for, sammen med Tammie, at prøve kræfter med en tidsmaskine. Og her er det så, at tvillingeparret møder de ordinære 7. klasses elever, og det lukker op for noget af et eventyr, hvor meget er på spil, og hvor de er afhængige af hinanden.

Da de to spor mødes, ser vi historien fra Xanders perspektiv, og det betyder, at vi får lov til at komme langt mere ind under huden på ham. Vi får indblik i hans følelser og tanker, og det bidrager til en forståelse for, hvorfor han handler, som han gør. Jeg er sikker på, at det også medfører, at der vil sidde flere børn, som er jævnaldrende med Xander, der ville kunne identificere sig med eller spejle sig i, hvad der er på spil for ham, og hvordan det er at være 7. klasses elev – også selvom det er science fiction! Desuden er det min oplevelse, at der er masser af lækkert sprog – det gælder både en hulens masse alliteration og vendinger, der ligger godt i munden, metaforer, humor osv. Eksempelvis er der en lærer, der “havde tabt kampen mod den varme snapsegløgg”, og grillen, der hedder “Galakse Grillen“.

Jeg synes i det hele taget, at personkarakteristikken bliver langt mere dybdegående og indholdsrig, når det er Xanders øjne, der ser. Også selvom man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med i det nye univers, der skabes, mens man læser. Ord som “powerpulzer”, “tyngderegulator”, “daggerrotte”, SaSaXavir”, er med til at definere og skabe universet – og heldigvis er der en udførlig ordliste bagerst i bogen, hvis man skulle have glemt, hvad de forskellige ting er. Samtidig er bogen fyldt med dramatik – næsten helt fra start, og der lurer farer alle vegne:

“Det meste af kroppen var dækket af et metallisk panser, og hovedet var delvist skjult bag en hjelm. Visiret var åbent, og pigerne kunne se en gigantisk mund med en snorlige række af sylespidse tænder. De glimtede som små sølvknive i den ovale mund. Den hvæste i retning mod pigerne og åbnede sit vældige gab.”

Der hersker absolut ingen tvivl om, at deres eventyr bliver med livet som indsats, og at de er tvunget til at arbejde sammen, selvom det i første omgang synes besværligt, for ellers kan de ikke lykkes. Jeg glæder mig til at læse videre i de efterfølgende bind – særligt at lære Xander bedre at kende. Han er en sej type, der skiller sig ud og står ved det – den type er der efterhånden for få af.

Jeg giver romanen tre ud af fem stjerner, fordi jeg absolut synes, at det er en god historie med masser af dramatik, og jeg synes derudover også, at den rammer målgruppen godt. Det er den første roman i serien, så historien er først begyndt at udfolde sig, og derfor introduceres læseren for mange nye begreber, værktøjer og ord i det hele taget. Derfor er man også spændt på at læse videre – især når bogen ender med en cliffhanger!

Tak for oplevelsen!

#Anmeldelse af “Kadaveret på Klosterbakken”

Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Kadaveret på Klosterbakken” // Forfatter: Birgitte Abdel// Antal sider: 447// Udgivet: 2016 // Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 4 ud af 5 stjerner

For en, der læser så usandsynligt mange krimier som mig, er det en smule uretfærdigt at skule vurderes og sammenlignes på baggrund af så enormt et sammenligningsgrundlag. Ikke desto mindre er det netop det, der nu skal ske.

“Kadaveret på Klosterbakken” har den insisterende og egenrådige journalist, Beate Sejer Larsson, som hovedperson. Hun vender tilbage fra en rodet periode med stress til sit job som kriminaljournalist på Dagbladet, hvor hun bliver bedt om at skifte afdeling, så hun ikke ender med stress igen. Derfor skifter hun til livstilsafdelingen, hvilket keder hende bravt. Der går da heller ikke længe, før hun ikke kan afholde sig fra at stikke næsen i det, der foregår i kriminalverdenen. På Klosterbakken er der opført et psykiatrisk behandlingssted, som står til at åbne, indtil et sortklædt legeme findes hængende i foyeren. På åbningsdagen er liget væk, og efter lidt tid begynder det at lugte fra kælderen. Beate sætter sig for at undersøge sagen, og i den forbindelse rækker hun ud til en velkendt samarbejdspartner, som hun både elsker og hader, nemlig kriminalkommissær, Steinar Knutsson.

Forholdet mellem Beate og Steinar leder hurtigt tankerne hen på forholdet mellem Elsebeth Egholms Dicte og Wagner, men jeg synes faktisk, at Birgitte Abdel formår at skabe en karakter i Beate, som er helt sin egen. Undervejs indvies læseren i hendes tanker, der ofte bærer præg af vrede, en fanden-i-voldskhed, masser af temperament og både ironi og sarkasme. På en måde er der mere dybde i Beate, som afslører en vis sårbarhed, og vi lukkes helt derind, hvor det virkelig gør ondt:

“Gråden lever nu som altid helt sit eget liv, ganske uden for hendes kontrol. Hun kan kun give efter for den, give tårerne den tid, de kræver, bare lade dem få frit løb. Intet andet vil nogensinde kunne lindre den sorgfuldhed, hun bærer med sig indeni, det ville være utopisk at tro(…) (…)Tårerne udenpå er tørret ind. Nu er det kun dem, der findes på indersiden, der stadig løber. Men disse tårer kan ingen se.”

Beates privatliv er i øvrigt lidt en rodet affære – ikke at den ikke er til at forstå, men der er mange aspekter af hendes livssituation, som er interessant at følge med i. Jeg glæder mig til at komme endnu tættere på Beate i en kommende bog, som der så absolut er grundlag for. Jeg er vild med, at vi får adgang til hendes tanker, for det er med til at underbygge, at der foregår meget mere inde i hendes hoved, end det hun siger og kommenterer på. På hendes vegne kan man nære en forhåbning om, at hun begynder at møde mennesker med tillid. Det tror jeg, hun har brug for.

Det er min oplevelse, at der opbygges spænding hele vejen igennem – ja, faktisk helt fra start, hvor en prolog kaster os ind i uhyggen med et ordvalg, der sætter stemningen. Der er en del personer med, og det kan være lidt svært at holde styr på alle, men det er selvfølgelig også meningen, at vi ikke skal bruge vores viden om personerne til at regne ud, hvem morderen er, og hvilke motiver der ligger bag. Der lægges spor ud undervejs, og opfatter man dem, kan det godt lade sig gøre at regne ud, hvem det er.

Jeg giver krimien fire ud af fem stjerner, fordi jeg følte mig “underholdt”. Ikke fordi det er en morsom krimi, men fordi spændingen holdt mig til ilden og sørgede for, at jeg fik læst den ret så hurtigt. Jeg har svært ved at sætte præcise ord på, hvad det er, men jeg er ret optaget af sproget. Jeg synes, Birgitte Abdel kan noget særligt – måske det bliver tydeligere for mig i den næste bog? Det er på en måde simpelt og letforståeligt, og på en anden måde kompliceret og ekstremt præcist. Hun er mester i at vise læseren, hvordan hendes personer er frem for at fortælle det, og der ligger så meget mellem linjerne. Lige noget for en dansklærer.

Tak for oplevelsen!

#Anmeldelse af “Baronessen”

Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Baronessen” // Forfatter: Jeanet Kirch// Antal sider: 250// Udgivet: 2017 // Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 4 ud af 5 stjerner

For mig er fantasyromaner altid enten eller. Enten formår forfatteren at skabe et fortryllende, lokkende og fængslende univers, som man umuligt kan kaste fra sig, eller også lykkes det ikke. Enten skabes et univers, der adskiller sig fra alle andre fantasyuniverser, eller også minder de for meget om dem, der allerede eksisterer. “Baronessen” er et ualmindeligt godt eksempel på en fantasyroman, der formår at trække tråde til andre fantasyuniverser, samtidig med at der skabes en unik og enestående verden. Der kan trækkes tråde til “The Hunger Games”, “Ravnenes Hvisken” eller “Rød dronning”, men på trods af det, er kongeriget “Valdor” sit helt eget, og når man ser romanens fascinerende og betagende omslag, får man lyst til at kaste sig hovedkulds ind ad porten og lade sig opsluge af hvad end, der venter én på den anden side.

I “Baronessen” møder vi fem gymnasiestuderende, der, ud over at dele uddannelsesinstitution, har meget lidt til fælles. Faktisk kan der argumenteres for, at personerne til en start virker som typiske “flade” personer, som er bygget op om stereotype forestillinger om alle de ungdomskulturer, der præger et gymnasium eller en hvilken som helst anden uddannelsesinstitution for den sags skyld. Der er den altid sortseende “goth-pige”, den lækre sportsidiot, den introverte, nørdede type, “Barbie-girl” og “the new guy”. Men gennem perspektivskift og velskrevne beskrivelser får vi heldigvis en helt anden opfattelse, og de forskellige karakterer indeholder dybder, som udfoldes undervejs.

De fem unge mennesker har, på foranledning af en skoleopgave, ulejliget sig væk fra de bedøvende computerskærme og ned i et kælderbibliotek. Her opdager de en krybekælder, som de bevæger sig gennem, indtil de kommer til en åbning, der lokker med et hvidt skær og tåger af guld og sølv. Men for hovedpersonen er der også andet, der trækker:

“Hun ville gå igennem alle de lysende døre, hun kunne finde, hvis bare lidt af smerten ville fortage sig, hver gang hun lagde en distance til dagligdagen.”

Hovedpersonen, Reina, er den karakter, der opretholdes af en uigennemtrængelig facade, som vedligeholder opfattelsen af hende som værende ligeglad, indelukket, benhård og utilnærmelig. Men undervejs bliver det tydeligt, at det kun er udenpå:”

“Hun havde efterhånden opbygget en vis ekspertise i at ignorere følelser eller de personer, der forårsagede dem. I hvert fald udadtil.”

Hvad end de vil eller ej, bliver de fem unge mennesker trukket gennem en magisk portal, som sender dem direkte ind i Landet Adelheim Her møder de farlige skæbner, der sætter deres liv i perspektiv. Overraskende nok modtages Reina med en vis genkendelse, og folket mener tilsyneladende, at hun er Adelheims forsvundne baronesse. På den foranledning hvirvles Reina og de andre ind i 50 år gammel pagt, som står til at skulle fornyes, hvilket ikke foregår fredeligt rundt om et bord, men i en arena, hvor der skal kæmpes. Og det er ikke mod hvem som helst, og hendes første møde med den person beskrives så dramatisk og malende, og lige netop dette sted, får mig til at holde vejret:

“Hun blev grebet af stærke hænder og landede i armene på en mand, der betragtede hende med en blanding af nysgerrighed og genkendelse. Han holdt hendes blik med sine insisterende mørke øjne. Det føltes som om, tiden stod stille, mens han stirrede på hende. Han holdt hende tæt, og hun bemærkede, han var klædt i læder og silke, mens hun stod presset mod hans adrætte krop. Pludselig ændrede genkendelsen sig til forbitrelse, som forgrenede sig i det porcelænsfine ansigt, til det krakelerede af vrede.”

Romanen er fyldt med situationer, der er beskrevet som ovenstående. Det ene øjeblik holder man vejret, det næste er man ved at tabe pusten. Det er en enormt spændingsopbyggende fortælling, hvor man skal holde tungen lige i munden for at regne ud, hvem der er skurke, og hvem der er helte. Og det er ingenlunde sikkert, at man har ret i de antagelser, man gør sig. Det er lagt op til en stormende fortælling, og jeg glæder mig ekstremt meget til at læse efterfølgeren. Jeg læste den på to aftener, hvilket også vidner om, at spændingen driver én fremad, og jeg havde svært ved at lægge den fra mig. Jeg ønsker mig at komme meget længere ind under huden på Reina – og at lære hendes familiehistorie at kende. Af den årsag ender jeg på 4 stjerne, for det er det eneste element, jeg savner.

#Anmeldelse af “Når lyngen blomstrer”

• 

Mens vi venter på, at lyngen blomstrer.

Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Når lyngen blomstrer” // Forfatter: Anne Møller-Johansen // Antal sider: 229// Udgivet: 2019 // Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 3 ud af 5 stjerner

Sarah hører til den kategori af mennesker, som vores samfund i virkeligheden er ved at flyde over med; Mennesker, der udadtil lever et perfekt liv med god uddannelse, godt job, en kærlig samlever og et par skønne børn, men som indeni går fuldstændig i stykker over at skulle leve op til forventningerne om netop det. Selvom vi i dag i høj grad lader os definere af, hvilket job vi besidder, og hvordan vores familieliv fungerer, så er det ikke nødvendigvis de ting, der definerer vores indre liv. Selvom alt virker poleret og perfekt, er der stadig risiko for, at det er forceret og falskt, og at man rammes af alle mulige former for psykisk ustabilitet.

Det er også tilfældet for Sarah. Hendes påståede perfekte liv forstyrres af hendes indre uro, der præges af angst, depression og destruktiv adfærd, og hun kæmper med at finde ud af, hvad hun kan støtte sig op ad for at holde sig oven vande. Og hun forsøger som så mange andre at kontrollere alt, hvad hun overhovedet kan. Heldigvis har hun sin mand, Adam, som på alle måder beskrives som hendes klippe, og som den, der holder hende oppe:

Adam var ørnen. Adam var den, der bar hende afsted på sine vinger. Han var hendes sikkerhed og kompas i verden og alene den, der kunne få hende til at falde helt til ro, når alt i hende var kaos og oprør. Når hun følte sig alene og ikke kunne se lys. Når alt var mørkt.”

Men man ved først rigtigt, hvad man har, når man ikke har det mere, og da Sarah får revet tæppet væk under sig, fordi hun opdager noget i forholdt til Adam, bliver hun tvunget til at tage sig af sit eget liv, som hun i forvejen ikke magter. Det sender hende helt ud på kanten af livet, og hun er ved at give op af flere omgange, men da hun overlever et selvmordsforsøg, går det op for hende, at hun må gøre noget drastisk, hvis hun ellers har tænkt sig at være i live og være der for den datter, Ella, de i fællesskab har. Jeg er vild med sproget i denne roman! Det er barskt og råt, men samtidigt poetisk og rørende. Emnet lægger måske også op til det, men alligevel er der noget, der rører sig i mig. Særligt når man hører Sarahs tanker om sin datter og den relation, hun i virkeligheden ønsker sig:”

“Nu havde Ella ikke længere en mor, hun kunne læne sig op ad. En stærk klippe, som hun ville kunne klamre sig til, når livet blev svært. En mor, der ville trøste hende og tørre tårerne væk,når hun faldt og slog sig. Eller når hun for første gang fik sit hjerte knust. En mor, der ubetinget var til stede i alt, hvad hun foretog sig i livet og som frydedes indeni ved synet af sit barn, der voksede op og foldede sig ud som en blomst.”

Pludselig oplever Sarah at få hjælp fra en uventet front, da hun beslutter sig for at tage sagen i egen hånd og forlade sin familie – i hvert fald for en stund. Hun overmandes mange gange af de negative tanker om, hvor lidt hun er værd, og om det i virkeligheden ikke er en tåbelig håndteringsstrategi at forlade dem, man elsker, men hun ved godt, at hun er så langt ude, at risikoen for at hun sårer dem yderligere, er enorm. Nogle gange er man nødt til at give slip for at komme oven på. Og dét synes jeg på alle måder, at Anne Møller-Johansen får skrevet frem på fineste vis med en masse af Sarahs indre monologer. Det rører mig, at man får skabt en karakter, der er så langt ude over kanten, at det virker umuligt at skulle hale hende ind, og samtidig en karakter der efter lidt hjælp kommer til ændre tankerne om sig selv så drastisk, at det faktisk har direkte indflydelse på livskvaliteten.

Anne Møller-Johansens roman er på alle måder enormt samfunds- og samtidsrelevant. Følelser som angst, depression og mindreværdskomplekser er nærmest allemandseje efterhånden, og vi halter stadig bagefter i forhold til at være åbne om det. Det kan virker absurd, at en mor er så langt ude, at hun ønsker at ende sit liv, selvom hun bl.a. har en datter, men alle omkring hende er med til at fastholde hende i en rolle, hun ikke er tilpas i. Måske er det derfor, at hun ikke søger hjælp før. Jeg giver romanen tre stjerner. Hovedsageligt fordi jeg er vild med sproget – de malende beskrivelser, monologerne, og de barske sandheder. Jeg savner på en måde de andre omkring hende – Adam, forældre, venner osv. Det bliver en roman, hvor Sarah nærmest alene klarer sig ud af siuationen, og det tænker jeg, at det er fåtallet, der klarer. Men Sarah er stærk, og hun kommer så styrket ud af det, at hun helt sikkert får skabt et liv, hun kan være lykkelig og fri i.

Tak for oplevelsen!

#Anmeldelse af “Mordet i Elverskoven”

Romanen er venligt stillet til rådighed af Forlaget Forfatterskabet.dk

Bogens titel: “Mordet i Elverskoven” // Forfatter: Mette Østergaard Filsø // Antal sider: 287// Udgivet: 2019 // Forlag: Forlaget Forfatterskabet// Min vurdering: 3 ud af 5 stjerner

Jeg ser det som en stor del af mit job at være litteraturformidler, når jeg bl.a. underviser i dansk i udskolingen. Det er ingen hemmelighed, at det i sig selv er en gigantisk opgave, for læselyst er ikke noget, børn længere har med sig – i hvert fald hører det fåtallet til, dér hvor jeg sætter mine ben. Derfor lægger jeg stor vægt på at bevæge mig rundt i forskellige genrer – også gerne dem, jeg ikke altid vælger ved første øjekast, så jeg netop kan formidle litteratur til alle børn – også dem, der ikke umiddelbart drives af den største læselyst. For mig er det en vigtig og central del af danskfaget men i allerhøjeste grad også en vigtig del i det at være menneske. Litteratur er med til at danne os, udvide vores horisonter, sætte ting i perspektiv, og den giver os muligheden for at leve os ind i verdener, der ikke altid umiddelbart er tilgængelige – dét har i sandhed værdi! Og nu ikke mere dansklærersnak!

“Mordet i Elverskoven” handler om pigen Anna, som en dag møder en gruppe rejsende på markedet – det tiltaler hende, for hun er vant til den sure enkefrue Kerstin, som hun bor hos. Anna er et barn, der har ben i næsen, og som er ufatteligt modig, og derfor vælger hun at drage med dem ud på en rejse, der på alle måder sætter ting i perspektiv for hende. Rejsen vækker følelser, som hun aldrig har oplevet før, og hun kommer på en måde i kontakt med sit indre i en sådan grad, at hun aldrig bliver helt den samme igen. Hun er også typen, der er stædig som en kamel, drevet af et ubønhørligt gå-på-mod og en vilje af stål:

“Hvis hun snakkede mere, vidste hun godt, at hun ville fortryde. Hvem ved sine fulde fem ville dog sætte sine ben i den skov igen, når man vidste, hvad der gemte sig derinde? Heldigvis lystrede hendes ben ikke hendes fornuft lige nu. Beslutsomt trampede hun op ad bakken og ud på engen bag byen.”

Ovenstående citat illustrerer netop, at Anna er villig til at kaste sig ud i selv de mest faretruende og håbløse eventyr, og det leder tankerne hen på både Ronja Røverdatter, Skammerens datter, Dina og alle de andre seje piger, der ofte er at finde i litteraturen. Der er ligeledes en stor portion naivitet på spil samt en tro på, at uanset hvad skal de nok klare det hele, og det mod er jeg sikker på, at mange børn faktisk besidder, men kun få får udnyttet. Derudover er der også potentielt en lille romance i gang, men den dør lidt undervejs – måske den udvikles på et senere tidspunkt? I al fald mangler den del at blive fuldt til dørs i denne roman.

Jeg er fan af det univers, som Mette Østergaard Filsø skaber, og jeg er sikker på, at det udfoldes mere i forhåbentligt flere bøger i serien. Det er et univers, som beror på en masse mystisk, og der er hemmeligheder, som kun lige akkurat stikker næsen op til overfladen, og det holder læseren til ilden. Der er ingen tvivl om, at det er de godes kamp mod de ondes, men spørgsmålet er, hvem der kan holde til det. Det går rigtig stærkt for Anna, der allerede i bogens start kaster sig ud på rejsen sammen med de fremmede, og selve turen går på en måde også stærkt – hun oplever en helt ny verden med et helt nyt folk, samtidig med at hendes følelser tager sig en rutsjetur. Der er under alle omstændigheder masser at bygge videre på til en eventuelt kommende to’er.